Suspekt: En stor legestue Morten Brønnum 4. juni 2014 Danish DeeJay Battle, DDJA, Nyheder Drengene fra Suspekt er som altid klar til at give en fænomenal live-oplevelse, når de indtager scenen til Danish DeeJay Awards 2014 i Øksnehallen. Men kan man ikke vente så længe, er der allerede nu mulighed for at nyde deres nye musikvideo til singlen ”Søn af en pistol”. Det medrivende track er forløber for et nyt album, der udkommer den 8. september. Suspekt har netop været ovre at lege med de store i Los Angeles, hvor de blandt andet har arbejdet med Kendrick Larmars album “Good Kid, M.A.A.D City”. Samtidig var de også til stede ved årets Grammy-uddeling i det amerikanske. Men her stopper legen i USA slet ikke. “Søn Af En Pistol” er således indspillet i Los Angeles. “Det har været én stor legestue at være derovre, og det har givet en meget kreativ og løssluppen stemning. Nummeret ”Søn af en pistol” er en sang, der er bundet op om en hel masse forskellige vanvittige tanker og billeder, som er klasket sammen, man kan kalde det kaptajnens gryderet, med cocktailpølser og alt godt fra havet”, fortæller Suspekt til musikmagasinet Gaffa. Suspekt er således retur som vi kender dem – helt ustyrlige med fedt flow og billedsprog, der naturligvis også vil komme gæsterne til Danish DeeJay Awards 2014 til gode, når medlemmerne Orgi-E/Klam Fyr, Bai-D/Duggi Monster og Rune Rask stjæler billedet for en stund. Siden debuten i 1999 har Suspekt været en væsentlig spiller på den danske hiphop- og rapscene. Det startede med albummet “Suspekt”, der blev fulgt op nogle år efter i form af først “Ingen Slukker The Stars”, senere “Prima Nocte” og senest “Elektra” fra 2011, der gav en førsteplads på den danske hitliste. Du kan se den vilde og lækre video til ”Søn af en pistol” lige her: Leave a Reply Cancel ReplyYou must be logged in to post a comment.